fredag den 15. november 2013

Og de to heldige vindere er...

Den kære Random.org trak lod og valgte nummer 20 og 24.
 Bag de tal gemmer sig Mette, som skrev:
 "Jeg ønsker mig Doeskin. Dejligt med en dansk forhandler af Cascade igen"
 og Lise Uldfeber, som skrev
"Har længe gerne villet prøve dette garn. Hvis jeg vinder, falder mit valg på Doeskin."

Stort tillykke til jer begge!
Sjovt at I begge har valgt den samme farve - Doeskin. Også virkelig fin :)

Jeg sender Mette en mail med det samme, men Lise, du må sende mig en med din adresse (soehestenblog@yahoo.dk), da din mailadresse stod ikke i kommentaren.

Jeg er sikker på, I begge bliver glade for Strikdigglad's lækre garn.

Garn give away med to vindere trækkes i aften


Jeg har også været heldig at få noget af det überlækre Cascade garn.
I aften kl 21 trækker jeg ikke kun en, men 2 vindere af det lækre garn fra Strikdigglad.dk. 
Dermed kan I stadig nå at være med i Give-away-indlægget lige HER.

mandag den 28. oktober 2013

Gratis strikkeopskrift og Give Away fra Strikedigglad.dk

Strikdigglad.dk er en skøn webshop for alle os, der er interesseret i strik. Den henvender sig til både de øvede og nybegyndere, voksne og børn. Susanne, der står bag Strikdigglad, har en stor passion for strik. Det er med strikketøjet i hænderne, hun finder den største ro, taknemmelighed og glæde. Dette vil hun gerne dele med andre. Derfor har hun har startet en online webshop, hvor du kan købe det lækreste garn, kits, strikkepinde mm.
Susanne tilbyder workshops, strikkehygge og homeparties, og lige nu arbejder hun på en strikke app for børn! Fantastisk ide!

Hos strikdigglad.dk kan du købe det lækreste garn fra Cascade. Nogen strikkere køber det i England, da det indtil nu har været svært at opstøve i DK.
Hvis du er interesseret i en gratis garnprøver/farvekort på Cascade 220, så sender Strikdigglad gerne sådan en, hvis du sender en mail med navn og adresse til kontakt@strikdigglad.dk
 
Strikdigglad.dk har sponseret en give away her på Søhesten, hvor du kan vinde 2 nøgler Cascade Heathers 220 garn. Cascade 220 er 100 % uld fra Peru, som strikkes på pind 4,5-5.

For at deltage skal du:
-skrive en kommentar her på indlæget (husk email adresse).
- skrive hvilken farve garn, du ønsker dig. Se farverne hos strikdigglad.dk HER

Jeg trækker en vinder d. 15/11-13.

Som om det ikke er nok, har Susanne sørget for den fineste opskrift til Søhestens søde læsere. Du finder den under dette billedet.



Barbara Cowl  (‘Rundt’ halstørklæde)
Design Shannon Cook
Oversat af Strik dig glad

One size

150 g Cascade 220

Pinde str. 5½

Strikkefasthed i mønster: 24 m = 10 cm

Opskrift
Slå 39 m op.
1. p (vrsiden): 1 r, *1 m løs af med garnet foran m, 3 r,* gentag fra * til * til sidste 2 m, slut med 1 m løs af med garnet foran m, 1 r.
2. p: 3 r, *1 m løs af med garnet foran m, 3 r,* gentag fra * til *

Gentag de to pinde indtil arbejdet måler 136 cm eller den ønskede længde.
Luk af.

Montering
Sy de to korte ender sammen.


Keep warm  (Pulsvarmere)
Design Strik dig glad

One size til voksne (ønskes en lidt mindre størrelse, strik på pind 5)

50 g Cascade 220

Pinde str. 5½

Strikkefasthed: 24 m i mønster = 10 cm

Opskrift
Slå 31 m op.
1. p (vrsiden): 1 r, *1 m løs af med garnet foran m, 3 r, *gentag fra* til* til sidste 2 m, slut med 1 m løs af med garnet foran m, 1 r.
2. p: 3 r, *1 m løs af med garnet foran m, 3 r,* gentag fra * til *

Gentag de to pinde indtil arbejdet måler 20 cm. Slut med en pind fra retsiden.
Start fra vrsiden og strik 1 p vr, 1 p r, 1 p vr.
Luk af.
Strik et stykke mere.


 Montering
Buk stykket sammen så pindene med glatstrikning er foroven (= rullekant), og retsiden vender ud. Rullekanten syes sammen fra retsiden, så når kanten ruller, kommer vrangsiden frem, og syningen kan ikke ses. Vend stykket og sy videre nedad yderligere 5 cm.
Sy dernæst stykket sammen fra neden og op, indtil hullet til tommelfingeren er 6 cm.
Sy den anden pulsvarmer på samme måde.


God fornøjelse <3 span="">





tirsdag den 24. september 2013

Gaver til en 4-årig - fødselsdag om hjørnet

Dette er ikke et reklameindlæg. Det er blot ment som inspiration til andre på gavejagt.

Når Edith har sovet 1 gang, så har hun fødselsdag! 
Tænk engang, at det er 4 år siden, jeg mødte denne skønne, lille skabning første gang.
Edith er rigtig let at købe gave til, for hun ønsker sig stort set alt - fra dukker og kjoler til biler og værktøj. Det betyder dog ikke, hun vil lege lige godt med alt legetøj. Derfor er kunsten for os forældre at finde noget, hun vil få brugt.
Hun er en krudtugle, som ikke kan sidde stille og hun elsker rolleleg. Siden hun blev storesøster, har mor-baby-leg og baby-i-maven-leg været favoritlegene, derefter kommer læge, frisør, butik, klæd-ud osv. Dermed var jeg denne gang på jagt efter en god baby, gerne en dreng (Edith ønsker sig en drengebaby...dukke) og gerne en forholdsvis stor en.
Rubens baby - Max
Dukkeleg er sjældent sjov uden sut og sutteflaske
Pap købmandsdisk fra Ikea.

Kravletunnel fra Ikea. Denne gave er lige så meget til kravlebaby Esther, som til Edith ;-)

Jeg er ikke vild med den lille Kitty, men det er Edith. Som Duplo figur er den dog ok-agtigt. Fandt lidt billigt Hello Kitty Duplo (dog ikke denne) i et supermarked. 
En tegneglad pige ønsker sig et 'rigtigt' penalhus. Vi fandt et superbilligt tidligere på året.
Det bliver en yderst indbringende fødselsdag for den unge dame. Vi plejer at bruge ca. kr 500 - 600 på fødselsdags- og julegaver. Nogle gange lidt mere, nogle gange lidt mindre. Her er dukke + tilbehør, Duplo og penalhus købt på udsalg,  så her er for knap kr 700. Dermed følger en lidt mindre julegave.
Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget til at fejre min store, dygtige, kærlige, omsorgsfulde pige, som hun glæder sig til at blive fejret.

mandag den 23. september 2013

Pomp De Lux'us

I går var jeg til et superhyggeligt arrangement. Det danske børnetøjsmærket Pomp De Lux havde nemlig inviteret en håndfuld bloggere/Instagramfolk, inklusiv undertegnede, til en eftermiddag med fremvisning af deres efterårskollektion. Begivenheden fandt sted i skønne omgivelser hos Kähler Villa Dining i Århus, hvilket også betød, at vi blev forkælet med det lækreste, smukkeste kaffebord og fine goodiebags.
Ud over at det var rigtig fint og inspirerende at kigge på en masse tøj, så var det også smadder rart at få hilst på og sludre med nogle af de søde folk, jeg normalt kun har "mødt" virtuelt.

Herhjemme har vi tidligere haft lidt Pomp De Lux i ældstepigens klædeskab, og i store træk synes jeg godt om mærket. Pigetøjet er meget feminint, og enhver lille pige ville elske deres fine prinsessekjoler. Jeg er dog sådan en nederen mor, der ind imellem kan finde på at neddæmpe tøsegarderoben, når den lille børnehaveprinsesse ellers allerhelst vil klæde sig i tyl, palitetter og "Law Kitty" :-D  

Jeg er særligt begejstret for nogle af deres enkle designs og deres overtøj. I særdeleshed flyverdragten ovenfor. Meget tyder på den er af en god, slidstærk, varm kvalitet, den har et stilfuldt og afdæmpet design, og så er prisen altså god! Jeg krydser fingre for, at denne dragt kan holde vores aktive, krudtugledatter tør og varm, for de dyre dragter, vi har investeret i tidligere, kan altså godt ryste vores budget en anelse.
Jeg har købt et par afdæmpede og praktiske sager til storesøster Edith og en blomstret jumpsuit til lillesøster Esther.

Alt i alt en rigtig god oplevelse.
Tak til Pomp De Lux og Kähler.

Jeg 'kom til' at bruge penge på : Cannes Dress, Atlanta Snowsuit, Brisbane Slimfit Pants, Oslo Mittens og Leipzig Little Jumpsuit.

lørdag den 14. september 2013

Babystrik til min store baby

Jeg har strikket en body til søde Esther, som snart er stor nok til at starte i dagpleje. Her i byen er der kun dagplejere og ikke vuggestue. Kommunen har fyret en masse dagplejere, så vi var efterhånden rigtig nervøse for, om vi ville kunne få Esther passet her i byen. Heldigvis fik vi, for få dage siden, besked om, at Esther kan få en dagplejeplads hos en super sød naturdagplejer, vi kender godt i forvejen. Skønt!

Der er endelig
så småt kommet gang i mit strikkeri igen. Her har jeg strikket en rigtig let og fin body. Opskrift er fra Askeladen i Århus.

lørdag den 24. august 2013

Svømmer Søhesten væk ?


Min blog bliver forsømt.
Måske er det fordi omdrejningspunktet på Søhesten er det kreative, men lige for tiden er det meget småt med kreativiteter i min tilværelse. Ikke fordi der er noget i vejen, men sådan er det bare ind i mellem.
Måske skyldes min fravær på Søhesten, at jeg "får mit fix" på Instagram. Jeg har læst andre bloggere udtrykke samme form for blog-utroskab.
Måske er det bare en naturlig pause, og snart kommer jeg op på (sø) hesten igen.
Måske er jeg ved at vokse fra Søhesten.
Måske er Søhesten ved at vokse fra mig.
Måske skyldes min forsømmelse af Søhesten alle ovenstående punkter.
Måske er dette indlæg bare nedfældet tankespin, og mit fravær er blot en fase.

Under alle omstændigheder er jeg ikke klar til at slippe Søhesten, så I slipper vist heller ikke. Endnu.

Reima test

Herhjemme er vi rigtig glade for Reima flyverdragter, da vi synes de er af en super god og holdbar kvalitet. Det var med stor glæde, at pigerne hen over sommeren har testet Reima sommer/badetøj.
Edith på 3 har selv valgt, hvad hun skulle teste. Hun valgte "Shorts Tenerife", "Solhat Skagen" og "T-Shirt Miramar". Hun var fuldt ud tilfreds med og stolt af sit sommer outfit. 
Hun var især godt tilfredse med badeshortsene. Dem har hun fået brugt en hel masse, for ikke nok med at man kan bruge dem i badebassinet/på stranden, så fungerer de også perfekt som almindelige shorts.
Slidstyrken er i top. Edith har haft sine shorts på mange gange i sin naturbørnehave. Hun har leget i kul fra et (slukket) bål, i sandkassen, på rutschebane mm. De er blevet vasket mange gange, og de ser stadig ret nye ud. 
Billederne ovenfor er fra en god og ret udmattende tur i Djurs Sommerland.
Lille baby-Esther testede "Badedragt Hietsu". Den blev testet et par gange i vand, men den skulle hurtigt af efterfølgende, for ellers blev hun kold, og de to babytænder i undermunden måtte klapre lidt med den lille tandløse overgumme. De dage solen har bagt var dragten god, som et praktisk, solbeskyttende sommer-baby-outfit. Ikke for varmt og ikke for koldt.
Vores samlede vurdering er præget af stor tilfredshed.
Det gode er, at dette indlæg stadig er højaktuelt for vejrprognoserne tyder på en rigtig god sensommer. 
Ahhhh!

Indlægget her er sponsoreret, men ingen har blandet sig i, hvad jeg skrevet og ment ovenfor.

torsdag den 11. juli 2013

Store E elsker lille E - og omvendt


Et par af søskendekærligheds billederne fra min Instagramprofilos.
Edith er virkelig en sød og kærlig storesøster. Det går rent ind hos forældrene, skulle jeg hilse at sige!
Nu er Esther blevet så stor og opmærksom, at hun for alvor har "opdaget" sin storesøster. Alt hvad Edith foretager sig bliver observeret med store, beundrende øjne og et stort smil. Det mindste fjolleri fra søsters side, og Esther er færdig af grin på grund af al den sjovhed. D E T E R D E J L I G T !
Vi nyder det, så længe, der ikke er konflikter, og "Nej, det er miiiin", "Lad vær!'" og "Waaaaaa!". Men en god start, det er det altså.
Og ja, de har næsten ens tøj på på nederste billede - Ups! Men det sker altså kun en gang imellem... ;-)

Bonus info - Esther er 6 måneder og Edith bliver 4 år til september.

Figgjo og Colditz søger nye venner


Jeg har rigtig, rigtig meget retro porcelæn.Samlemani? Tja, måske en lillebitte smule ;-)
Hvis jeg havde et kæmpe hus, ville jeg købe meget mere, men det har jeg ikke... Og desværre står meget af det bare og samler støv. Vi får ikke brugt det nok.
Det er ærgerligt, så nu sætter jeg det til salg på Trendsales på min profil Soehesten. Der kommer mere porcelæn, og retrostof og andet til salg i løbet af de næste dage.
Mine priser er 'vejledende', og man må godt prutte lidt.

Noget helt andet: Tak for jeres søde beskeder på mit seneste indlæg. De varmede!

- Indlæget er sponsoreret af Trendsales, men ord og billeder er mine egne.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...